Kære Brøndbyfans!

Til derby på hjemmebane den 14. april, vil der for første gang nogensinde blive kørt organiseret stemning på både nedre og øvre Sydsiden.

Det skyldes, at kapaciteten på nedre Sydsiden er nedsat pga. de velkendte problemer med betonelementerne på tribunen. Der er derfor på ingen måde plads til alle de sæsonkortholdere vi har på Sydsiden Nedre ligesom de to store afspærrede områder, giver dårlige vilkår for at opretholde den stemning som er påkrævet til et derby.

Derfor ser vi det som en kærkommen mulighed at forsøge os med organiseret stemning på både øvre og nedre. Der vil altså være capo, trommer, flag osv. begge steder.

Vi vil gerne opfordre folk til at fordele sig på øvre og nedre. Vi opfordrer til de mest aktive stemningsfans samler sig på øvre, hvorfra stemningen skal sprede sig til også at inkludere nedre del af Sydsiden. Der vil dog både være en aktiv kerne, trommer og capoer på nedre – ligesom det er kendt fra pokalfinalerne.

Det kan godt være, at guldet er ude for rækkevidde, men på Brøndby Stadion må fck aldrig få et ben til jordens stemningsmæssigt. Det skal både nedre og øvre Sydsiden sørge for til denne kamp – i fællesskab med resten af Brøndby Stadion.

Vi har til pokalfinalen de sidste to år i træk vist, hvordan en stemningstribune kan køre fantastisk på både en øvre og nedre tribune. Nu er turen kommet til at prøve det på hjemmebane.

Hvis det viser sig at være en succes, kan det meget vel være noget, som vi vil forsøge os med til derby og andre store kampe i fremtiden.

Vær opmærksom på at disse ændringer kræver du som sæsonkortholder trækker en billet til Sydsiden – dit sæsonkort giver ikke automatisk adgang! Læs Brøndby IF’s udmelding om praktikken hér:

https://brondby.com/…/21/Praktisk-info-om-billetsalg-til-De…

Brøndby Support & Alpha