Brøndbys gule hær er et udtryk mange Brøndby fans ynder at bruge omkring vores medlevende fanskare.
Der er mange måder at vise sin støtte til klubben på – en af disse er at vise sit tilhørsforhold igennem ens påklædning og derigennem signalere, hvem man holder med. At bære de blå-gule farver på tribunen var særdeles benyttet i 90’erne, men er siden kommet lidt på tilbagetog af forskellige grunde. Det vil vi gerne forsøge at lave om på, hvorfor man i de seneste par år med stor opbakning til enkelte kampe har kørt kampagner omkring en gul tribune! Hvem husker eksempelvis ikke en af de sidste kampe i 2013, hvor vi på hjemmebane tog imod Fc Nordsjælland og et gult Brøndby Stadion blæste holdet frem i en altafgørende overlevelseskamp?
At bære klubbens farver er med til at skabe en fællesskabsfølelse blandt sine medfans, så vi fremstår som en samlet enhed. Det giver samtidig et fedt visuelt indtryk udefra.
Derfor sætter de aktive fangrupper nu gang i en større kampagne, der har til formål at skabe fokus på gule tribuner resten af sæsonen startende med kampen på søndag mod Aab. Kampagnen fortsætter hele sommeren til ca. slutningen af august. Det er vigtigt at understrege, at kampagnen ikke kun er tiltænkt Sydsiden eller vores udebaneafsnit, men derimod hele stadion.
Alpha har i denne forbindelse fået produceret forskellige gule t-shirts der vil blive solgt billigt med udgangspunkt i denne kampagne. Allerede søndag er det muligt at købe to gule t-shirts i Alpha shoppen ved siden af Hytten samt i omegnen af stadion. Disse vil desuden blive solgt til de øvrige kampe resten af sæsonen. Der vil derudover komme flere t-shirts løbende, hvis interessen er stor.
Så find dine gamle spillertrøjer frem eller køb en ny og vær med til at støt op omkring denne store aktion! Mulighederne er i hvert fald mange.
Vær med til at sprede budskabet, så vi sammen kan skabe en vedvarende succes!
/De aktive fangrupper