I forbindelse med Brøndby IF’s besøg i Herning 2. Pinsedag havde Brøndby Tifo planlagt en tifo indeholdende creperuller. Dette tifo-materiale blev i februar måned ligeledes afvist i Aalborg, da aalborgenserne mente, at creperuller udgjorde et sikkerhedsproblem. https://sydsidenbrondby.dk/udmeldinger/aab-modarbejder-positiv-fankultur/
Denne form for tifo møder nu igen modstand, da FC Midtjylland ligeledes har valgt at forbyde brugen af creperuller på udeafsnittet. Dette sker på trods af, at MCH Arena’s stadionreglement ikke forbyder brugen af creperuller.
I en tid hvor tilskuertallet i Superligaen falder markant, kan det kun undre, at klubberne fortsætter deres destruktive tilgang til de frivillige fans, som yder en stor indsats for at gøre kampoplevelsen på stadion mere interessant. Det er fuldkommen uforståeligt, hvordan disse farvede stykker papir kan udgøre et sikkerhedsproblem.
Endnu en gang vil vi opfordre Brøndby IF til at bakke offentligt op om forbedrede vilkår for den positive fankultur. Så længe kampen imod fanrestriktioner udelukkende foregår via langsommelige, interne processer og med fansene som eneste offentlige aktør, vil problemet aldrig blive italesat med den nødvendige gennemslagskraft. Det betyder, at de uforståelige og destruktive forbud forsat vil ramme overalt i landet.
/Brøndby Tifo