Det seneste døgn har der på flere sociale medier kørt rygter om et salg af stadionnavnet i forbindelse med et salg af hovedsponsoratet. Selvom dette kun var et rygte, virkede dette som et wake-up call for alle i Brøndbys aktive fanscene. Alpha vil på baggrund af dette understrege over for alle Brøndbyfans og hele fodbolddanmark, at et salg af stadionnavn vil blive bekæmpet fra de aktive fans.

Alpha Brøndbys holdning er klokkeklar: I Brøndby IF har vi har en historie, en lang række traditioner, et sæt værdier og symboler, der knytter os sammen og skaber minder og oplevelser. Et af disse symboler er vores stadion, og vores stadionnavn er ikke til salg for kroner og ører. Brøndby Stadion er en stor del af sammenholdet og fællesskabet i og omkring Brøndby IF. Vores eget stadion, med vores egne minder og vores eget Brøndby IF. Ved at sælge rettighederne til stadionnavnet vil man sætte en stor del af sammenholdet og værdierne i fællesskabet over styr, og dette kan vi på ingen måde acceptere.

Derfor vil en sponsorat af stadion, der ændre stadionnavnet, ikke blive opfattet som legitimt, og vil unægteligt skabe en konflikt mellem fans og klub. Fortsat, er der heldigvis kun tale om rygter, og vi håber at Brøndby IF vil fortsætte den positive udvikling med involvering af fanskaren, til en dialog om emnet.

/a