Siden der i sidste uge blev udsendt et udkast til en aftale mellem Fanafdelingen og GFH, har vi i Alpha brugt tiden på at vurdere både indholdet, men også den generelle situation i Brøndby IF.
På baggrund af dette har vi besluttet, at vi som samlet gruppe møder op til den ekstraordinære generalforsamling på søndag og stemmer blankt.
I vores øjne er aftalen en symbolsk sejr for den protesterende del af fanscenen, men vi mener ikke, at dette aftaleudkast indeholder tilstrækkelige garantier for, at Brøndby IF ikke vil blive drevet i strid med klubbens langsigtede bedste interesse. Vi vil derfor ikke være med til at blåstemple indholdet eller GFHs ejerskab ved at stemme ja til aftalen, som den er fremlagt.
Samtidig har forløbet over de seneste måneder vist, at GFH, i modsætning til os, er villige til at acceptere et totalt sammenbrud af Brøndby IF’s fanscene, før de vil indgå en aftale med reelt indhold, som via kompromiser vil begrænse deres muligheder.
Som situationen har udviklet sig, mener vi derfor ikke, at en mobiliseret modstand mod aftalen fra vores side – som kunne betyde, at der samlet blev stemt nej – er den mest konstruktive vej frem. En mobiliseret modstand fra vores side for et nej til aftaleudkastet, vil blot tilføje mere brænde til det bål, som allerede er i gang med at opsluge alt det, vi kæmper for.
Vi har derfor stået med beslutningen, om vi ville eskalere protesten med en ukendt mulighed for reelt at ændre noget, men dermed samtidig risikere at lade protesten i sig selv vokse til en større udfordring for klubbens identitet end det, vi forsøger at bekæmpe.
Da vi hverken ønsker at stemme for aftalens utilstrækkelige indhold eller ønsker at skabe en yderligere uholdbar situation, har vi altså valgt at stemme blank.
Om aftalen indgåes eller ej, kommer ikke til at gøre den store forskel for Brøndby IF. For indholdet er enten af så vag og utroværdig karakter, at det vil have meget lille betydning eller også er det allerede sikret i ‘Licensaftalen’ med Idrætsforeningen, dansk lovgivning eller i Divisionsforeningens regler.
GFH har altså kun ønsket at indgå en aftale, hvor de kun skulle gå akkurat så langt, at det ikke begrænser dem, koster noget eller på nogen måde forpligter dem til noget, de ikke i forvejen havde tænkt sig.
Uanset om man vælger at stemme ja, nej eller blankt, opfordrer vi alle Brøndby-fans til at møde op til den ekstraordinære generalforsamling på søndag og afgive sin stemme. Det er kun via organiseret fandemokrati, at vi kan have indflydelse på vores alle sammens klub i fremtiden.
Hvorfor vi ikke kan stemme ja
Et uskønt forhandlingsforløb har heller ikke vist os, at GFH har vist større interesse i at løse konflikten, end at det skulle kunne gøres uden reelle kompromiser fra deres side.
Her bør man fra GFH’s side særligt være glade for den integritet, som Fanafdelingens bestyrelse har vist, ved ikke at fortælle detaljer om forhandlingsforløbet.
Aftalens indhold ér et symbolsk skridt, men for os er skridtet for kort og uforpligtende. Nedenstående er et udpluk af vores holdninger til aftalens indhold.
Flerklubsejere: Vi har gentagne gange kommunikeret vores principielle modstand mod flerklubsejere og har derfor haft stærke ønsker til, at GFH begrænsede deres muligheder for at bruge Brøndby IF som en brik i deres samlede netværk af klubber.
Der har været mange forslag på bordet til, hvordan dette kunne sikres, men kun vage hensigtserklæringer uden reelt indhold har fundet vej til aftaleteksten.
Klubbens nye majoritetsejere har klart vist, at de ikke vil binde sig på punkter, som potentielt ville komme problemerne ved flerklubsejerskab til livs og de samtaler, som har foregået bag lukkede døre, har absolut ikke mindsket vores frygt på dette punkt.
GFH bør, som det mindste, offentligt tilkendegive deres strategi for, hvordan de tiltænker, Brøndby IF skal indgå i deres netværk af søsterklubber.
Værdiskabelsen af frivilligt arbejde: Uanset om det bliver GFH eller de næste ejere, der skal tjene sin investering hjem ved at udbetale overskud for driften, så kommer det til at ske inden for en årrække.
Og for første gang nogensinde kommer frivilligt arbejde – som udføres overalt i fanmiljøet og klubben – ikke udelukkende til at gå til at styrke Brøndby IF.
Vi er ikke naive og tror, at investeringer ikke skal tjenes hjem, men vi har ønsket, at GFH indgår i en dialog og kommer med rammer for, hvordan, hvor meget og hvor hurtigt sådanne investeringer skal tjenes hjem – og hvor meget vi som klub, frivillige og fans kan udnyttes i fremtiden.
Værdien af frivilligt arbejde til gavn for Brøndby IF bør tilfalde Brøndby IF.
GFH har ikke ville indgå i sådan en dialog og har intet leveret i aftaleudkastet.
Langsigtet bæredygtighed: Vi ønsker succes for Brøndby IF. Vi ønsker mesterskaber. Vi ønsker en klub, som investerer i fodboldholdet for at øge mulighederne for sportslig succes.
Men vi ønsker ikke en klub bygget på lånte penge, som lever over evne og dermed truer den langsigtede overlevelse. Den strategi er forsøgt gentagne gange over de seneste tyve år – med flere konkurstrusler end mesterskaber til følge.
I aftaleudkastet snakkes om en “langsigtet bæredygtig økonomi”. Vi støtter dette, men vi undrer os over,,hvordan dette kan stå i en aftale samtidig med et forventet økonomisk underskud på op mod 100.000.000 kr., som inden længe vil betyde, at kassen igen er tom.
For os betyder ovenstående, at aftaletekstens hensigtserklæringer kan virke utroværdige og flyvske. Det modsatte af, hvad vi ønskede os.
Stadionnavn og beskyttelse af identitet: Diskussionen om salg af stadionnavnet er en gammel kending, men har efterhånden gledet i baggrund efterhånden, som de fleste har indset, at et salg af stadionnavnet ville være en dårlig sag for både klub og sponsor.
Vi tror ikke, at GFH som udgangspunkt har intention om at sælge stadionnavnet, men fra vores side blev dette punkt fastholdt længe, da det var en god indikation af GFH’s villighed til at indgå kompromiser.
Selv uden intention om at sælge stadionnavnet, var GFH ikke villige til at sikre dette andet end en hensigtserklæring om at drøfte det med fanrepræsentanter i tilfælde af et salg.
Dette punkt viser altså blot, at man ikke er villig til at indgå i nogen reelle forpligtelser. Ikke engang i de punkter, hvor man som udgangspunkt faktisk er enig…
/a