I dag kom nyheden om, at der eftersigende skulle være udenlandske investorer på vej ind i Brøndby IF. Disse investorer skulle angiveligt være fra red bull samt en russisk delegation.
På vegne af den aktive fanscene i Brøndby vil vi gerne slå fast, at enhver form for forhandling med red bull er fuldstændig uhørt set fra vores side.
Red bull står for alt det, som vi afskyr, og som vi alle dage har kæmpet for ikke skulle ske med vores elskede klub. Hvis red bull gør sit indtog i Brøndby IF, vil vi som aktiv fanscene ikke længere kunne identificere os med klubben.
I både Salzburg og Leipzig har man set, hvordan de østrigske pengemænd har forvandlet rigtige fodboldklubber til ren og skær forretning. De har ændret moderklubbernes logoer, farver, stadionnavne – alt! Det vil vi aldrig nogensinde tillade sker for vores klub.
Ved at sælge ud og lade red bull købe sig ind i Brøndby IF, vælger man at sælge alt sjæl og historie, som hører til vores smukke klub.
Vi håber og opfordrer til, at bestyrelsen samt direktionen i Brøndby IF allerede nu vil gå ud og afvise enhver form for kontakt og forhandling med red bull og den russiske delegation. Derudover vil vi gerne appellere til vores mange medfans, om at tage afstand fra det her.
Vores klub skal og må ikke blive knust og ødelagt af en flok udenlandske rigmænd, som vil gøre Brøndby IF til et sjæleløst forretningsprojekt.
På vegne af den aktive fanscene i Brøndby