Status inden sæsonstart

 

Med en sæsonstart der nærmer sig, vil vi her give en kort status på vores syn på fremtiden. Vi arbejder stadig på en række uafklarede punkter, og vi håber derfor på forståelse for, at det ikke er alt, vi kan dele med omverden endnu.

 

I starten af juni blev udkastet til en aftale mellem Brøndby IF og Fanafdelingen vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling.

 

Vi har tidligere tilkendegivet vores holdning til denne aftale, og vi vil i forlængelse af dette fortsætte med lejlighedsvise vokale og visuelle protester mod klubbens ejerskab.

 

Vi mener dog, at det stemningsboykot, som blev indført ved offentliggørelsen af klubbens nye flerklubsjere, har udtjent sit formål for nu. Vi har derfor besluttet, at vores opfordring til stemningsboykot ikke bliver forlænget, og vi planlægger derfor at genoptage vores tribuneaktiviteter til sæsonens første kamp i Silkeborg.

 

Vi har fuld respekt for alle Brøndby-fans, som fortsat ønsker at protestere mod ejerskabet på den måde, de finder bedst. Salget til udenlandske flerklubsejere vil i mange år være et betændt sår i vores klub, som ikke kan ignoreres.

 

Stadig uløste udfordringer på Sydsiden Nedre

Før emnet om ejerskab og flerklubsejere overtog alt vores fokus, stod vi og Sydsiden Nedre med store udfordringer, som betød, at vi i oktober sidste år trak os fra tribunen.

 

Udfordringerne er stadig uløste, og de seneste mange måneder har kun tydeliggjort de grundlæggende forskelle mellem forskellige typer fans på Sydsiden Nedre. Vi ønsker at finde en løsning, sådan at Brøndby Stadion igen har et dedikeret stemningsafsnit forbeholdt aktive stemningsskabere.

 

Vi er i dialog med relevante parter om problematikken, og indtil der er noget på plads, kan vi ikke sige mere om vores tribuneaktiviteter på hjemmebane.