Det er i dag kommet frem, at fck har valgt at nedsætte antallet af billetter til Brøndby-fans til derby-kampe i TELIAPARKEN. Herunder følger en beskrivelse af det handlingsforløb, som mange desværre har misforstået.

Fans af fck har siden 2013 fået tildelt Nordtribunen med en kapacitet på 6.000 tilskuere. I de 5 kampe, denne opdeling har været gældende, har fck i gennemsnit været 2.400 på dette afsnit – hvor man i alle kampe har været nødsaget til at lukke øvre tribune grundet for lav interesse i udeafsnittet. Dette er sket samtidig med, at alle Brøndby-afsnit har været meldt udsolgt i flere af de nævnte kampe. Lukningen af afsnittene betød, at Brøndby Stadions kapacitet blev reduceret til 23.500 tilskuere.

Dette satte naturligvis gang i en intern diskussion, om hvordan udeafsnittet kunne redefineres, sådan at alle pladser på stadion kunne tages i brug. I en sådan ombygning er der mange hensyn at tage, især til adgangsforhold, flugtveje og andre sikkerhedsmæssige aspekter. Det har på intet tidspunkt været et mål for ombygningen, at udeafsnittet skulle begrænses mere end den interesse udeholdet viste.

I Alpha fremlagde vi et forslag, som betød et udebaneafsnit på 2.500 ståpladser – et fair antal, når man kigger på den historiske interesse fra fck’s fans, og samtidig kunne man imødegå et ønske om ståpladser i udeafsnittet. Forslaget er vist i bunden. Dette forslag kunne dog ikke lade sig gøre, da de gældende krav til adgangsveje og flugtveje ikke kunne overholdes.

Denne ombygning – som beskrevet ovenfor – var baseret på rationelle argumenter og et ønske om et fyldt stadion. Som svar har Football Club København nu valgt at lukke halvdelen af vores tribune, så den er til gavn for absolut ingen. Dette på trods af, at interessen for vores udeafsnit peger mere på en udvidelse end en nedskæring i antallet af billetter.

Tilbage står et ynkeligt forsøg på hævn. Et desperat forsøg på at begrænse antallet af Brøndby-fans til derby yderligere. Et tiltag der blot bygger videre på udelukkelsen af Brøndby-fans på neutrale tribuner, og som er med til at kvæle kampen på tribunen. Måske er man bare bange for, om man kan opretholde illusionen om ”Byens Hold”, når TELIAPARKENs tribuner ville blive oversvømmet af blå/gule fans, hvis billetterne blev givet frit.

/Alpha