Efter en periode hvor de aktive fangrupper har afholdt derbymarcher alene, føler vi nu, at tiden er moden til, at samle alle Brøndby-fans i én samlet enhed, når turen går til Østerbro på onsdag.
Kampens vigtighed kan ikke understreges nok. Det er pokalsemifinale – sidste skridt inden den finale vi har jagtet siden 2008. Sidste skridt inden muligheden for at tage et trofæ til klubben. Og det er DERBY!
For at dette initiativ skal kunne gennemføres fælles, nu og i fremtiden, er det vigtigt at vi alle gør vores yderste for at undgå uacceptabel opførsel. Togene som skal transportere os skal hverken overklistres med klistermærker eller få banket hul i loftsplader eller sæder. Tilfældige folk på gaden skal ikke chikaneres eller have deres biler ødelagt og der skal ikke kastes med flasker og lignende. Det er ikke en druktur, men en mulighed for at repræsentere Brøndby IF som én samlet enhed.
Hvis alle følger disse simple spilleregler, vil vi glæde os til endnu engang at gå i fronten sammen med de tusindvis af Brøndby-fans som har billet til kampen.
Praktisk information
Billetter: Efter forkøbsret til sæsonkortholdere er der stadig billetter tilbage. Disse sælges i Brøndby Shoppen – få købt med det samme, da der hurtigt kan blive udsolgt!
Mødested: Glostrup st. kl. 16.00!
Toginfo: Toget afgår kl. 16.13 fra Glostrup Station.
Se mere info for stop her: https://www.facebook.com/events/470428733167667/
Til slut vil vi sende en kraftig opfordring: Vores billetantal er skåret helt ned til 1.900 billetter grundet Football Club København’s barnlige opførsel. Der er derfor endnu mere brug for at alle på afsnittet bidrager 100 % til både den vokale og visuelle opbakning.
Alpha, Deling 43 og Fri Sport