Kære Brøndbyfans,

Vi er midt i en af de mest spændende sæsoner i lang tid for vores klub. Slutspillet nærmer sig, og i Alpha Brøndby fokuserer vi konstant på, hvordan vi kan optimere vores vokale og visuelle opbakning til vores allesammens elskede klub.

For at gøre opbakningen endnu bedre, vil vi gerne invitere Brøndbyfans til et åbent fanmøde. Her vil vi fortælle om vores forventninger og tanker om den kommende tid for Sydsiden, men i endnu højere grad vil vi besvare spørgsmål fra salen, ligesom vi vil lytte til og notere samtlige idéer.
Et andet formål med mødet er, at vi i Alpha gerne vil være mere åbne over for vores medfans.
Det er altså din chance for at spørge capoerne og Alpha om alle de ting, du undrer dig over. Det er vigtigt for os at understrege, at der kan spørges fuldstændig frit fra leveren.

Det er en kæmpe kliché, men ingen spørgsmål er dumme.

Det sker jævnligt, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved de ting, som bliver besluttet fra capotårnet – men der bliver også rettet kritik mod Alpha, når vi tager beslutninger, som alle ikke er enige i eller ageren på tribunen.

Denne kritik er på flere punkter berrettiget. Vi er ikke perfekte i Alpha, og vi begår i den grad også fejl. Men nogle gange bliver der også slynget påstande ud om Alpha, som ikke passer.

De usandheder og misforståelser, der hersker, vil vi gerne til livs. Vi blander os sjældent på diverse internet-forums eller Facebook-grupper, men ser ofte kritik fremsat her – nogle gange berettiget og nogle gange uberettiget. Til mødet vil det være muligt at stille spørgsmål til ledere af Alpha samt tribunens capoer, så disse uoverensstemmelser kan luftes i den virkelig verden.

Udover at rydde ud i diverse misforståelser i mellem Alpha og de mange andre ligesindede Brøndbyfans på Sydsiden, så har mødet også til formål at finde et fælles udgangspunkt for forventningerne til den kommende sæson. Vi føler, at der er brug for at forklare vores idéer og tanker for, hvordan Sydsiden fungerer bedst – men i endnu højere grad høre på idéer fra ligesindede Brøndbyfans.

Mødet vil finde sted før kampen på søndag mod Helsingør. Klokken 12.00 i Brøndby Gymnasiums kantine, som ligger under Ebbe Skovdahls fan lounge. Der vil være skilte, som viser vej.

Vi håber på at se mange Brøndbyfans, somhar en lyst til at forbedre vores fankultur gennem en sund og konstruktiv dialog.

Vel mødt,
Alpha Brøndby.